Diller-daller

På denne side, fuld af dillerdaller, finder du:

- En helt uforpligtende og fjollet "Hvem-er-du-fra-bogen-test"

- Oversigt over steder, der er benyttet som lokationer i bogen

- Tak 

- Quiz - hvor godt kender du "Først tager manden ravet"?

- Quiz om Nordvestjylland

- Yndlingshumor (bonus: forfatterens yndlingsvitser)

- Dialæjt - en ganske uautoriseret vestjysk-rigsdansk ordbog

Test: Hvem er du fra bogen? 

  • Du trænger til noget godt til ganen. Hvad gør du?

F – Steger nogle friskfangede rødspætter, koger kartofler og laver en gang persillesovs til.

A – Åbner en lunken bajer, som du bruger en times tid på at drikke. Når du er færdig med den, tager du en til...

J – Finder en dåse surströmning frem og sætter den til livs sammen med en Pripps blå l¨attöl.

E – Spiser veganske økoboller med urtecreme og drikker et glas hyldemost til.

  • Du har en weekend foran dig. Hvad får du tiden til at gå med?

C – Du ser sport! Samtidig er du logget ind på Danske Spil + 3 andre spiludbydere og satser penge på alt fra serie 3-fodbold over dart til bueskydning og brevdueflyvning.

G – Du læser det nyeste nummer af Skalk med stor interesse, og den slags kan sagtens tage en hel weekend.

I – Du går på date, den tredje i denne måned.

D – Du sætter hus i stand, som du har gjort hver weekend de seneste to år. Kedeligt, ja, men projektet må fremad.

  • Hvordan vil andre sige, du udtrykker dig?

H – Det er ikke med vilje, men nogle gange kommer du til at pynte lidt for meget på dine historier.

K – Du har temperament og meninger om mange ting, og derfor går du passioneret ind i debatter om stort set alt.

B – Du har så meget på hjerte, at du kan tale i timevis, hvis du ikke bliver stoppet undervejs.

A – Du er halvdøv, og sommetider svarer du i øst, når du bliver spurgt i vest.

  • Hvilke medlemskaber af foreninger har du?

J – Jeg dyrker min passion for den nordiske mytologi og historie i en forening med ligesindede. 

I – Datingklubber, det er lige mig.

H – Klubben er ikke officiel, men den går ud på at drikke en øl i gode venners lag. Ren hygge!

F – Jeg deltager i organiseret frivilligt arbejde i min by, fordi det falder naturligt for mig at hjælpe, hvor jeg kan.

  • Har du altid kontrol over dig selv?

D – Jeg kan få forfærdelige grineflip, men ellers har jeg ret godt styr på mig selv. Jeg er nærmest lidt kedelig.

K – Ja, bortset fra når folk fra woke-bevægelsen bjæffer op, så bliver jeg irriteret og bjæffer højlydt tilbage.

C – Som regel er jeg rolig og passer det, jeg skal, men når jeg bliver stresset, laver jeg måske dumme beslutninger.

J – Ja, jeg er altid i perfekt kontrol. 

  • Er du aktiv i dit lokalsamfund?

G – Jeg synes mit lokalsamfund er spændende, derfor skriver jeg bøger og formidler viden om det.

B – Jeg elsker mit lokalsamfund, er nysgerrig og har daglig kontakt med mange mennesker fra egnen.

E – Jeg arrangerer aktiviteter i min by, fordi jeg gerne vil bidrage med nye tiltag. Jeg er et socialt anlagt menneske.

A – Nej, jeg er ikke så aktiv, men folk kan da altid komme og få en snak over en bajer.

  • Har du fundet manden/kvinden i dit liv?

I – Ja da, masser af gange.

E – Det vil jeg ikke svare på, da det er ekskluderende blot at nævne mænd og kvinder. Hvad med de 72 andre køn?

H – Ja, jeg har et godt, solidt ægteskab med den eneste ene, som betyder alt for mig.

D – Jeg er på udkig efter den rette.

  • Foretrækker du at være bofast eller at flytte med jævne mellemrum?

F – Jeg bor et dejligt sted, så der er ingen grund til at flytte.

C – Jeg har ikke familie, der binder, og jeg er åben over for nye steder og nye mennesker.

H – Jeg har tidligere boet i Tower of London og i Vatikanstaten, så jeg har da prøvet at bo forskellige steder.

I – Jeg bor godt, men hvis mit livs kærlighed bor et andet sted, så kan jeg finde på at flytte.

  • Hvordan opfatter dine naboer dig?

J – Imødekommende, lun og et naturligt midtpunkt på vejen.

G – Høflig og venlig og med en stille og rolig livsførelse.

F – Altid hjælpsom og med overskud og som leverandør af mad, hvis du ligger inde med ekstra.

E – Man kan vente sig lidt af hvert fra din kant, dog aldrig med negativ bagtanke. Desuden energisk og alternativ.

  • Hvad er din musiksmag?

K – I 60'erne, 70'erne og 80'erne, dér kunne man lave musik - i modsætning til det jammerbras, man hører i dag.

B – Jeg synger med på alt.

D – Jeg er vestjyde, så gi' mig noget Johnny Madsen, tak.

G – Musik? Nej tak, jeg vil hellere læse en bog i fred og ro.

  • Hvad er dit forhold til sport?

C – Al sport er spændende, men jeg interesserer mig faktisk også for andet.

K – De viser alt for meget fodbold i æ fjernsyn.

A – Jeg er enig med Johnny Madsen, når han siger: "Alkohol har reddet mange unge mennesker fra sport".

B – Sport er fint, så længe Norge vinder.

Hvilket bogstav har du flest af? Tæl sammen og find ud af, hvem du ligner mest. Og hvis du ikke får det svar, du ønsker, så er du velkommen til at identificere dig med den karakter fra bogen, som du ønsker at identificere dig med.

A: Du er Kræn Hof. Du er en tilbagelænet type, der ikke behøver de store udfordringer i livet. En øl og en hyggesludder med gamle venner, det er alt, hvad du behøver.

B: Du er Odd Jarle. Du er nysgerrig på verden, og du holder dig opdateret på alt. Dit engagement bobler nærmest over, fordi du er interesseret i stort set alt og kan snakke med om alt.

C: Du er Niels Christian. Du lever et uforpligtende liv, hvor du ind i mellem begår nogle fejl, men hvor du i det store og hele er jævn fornuftig. Sport fylder meget i dit liv, og du lader dig gerne rive med.

D: Du er Nanna. Du elsker din hjemstavn, og du ved, hvor du har dine rødder og hviler i det. Du lever et lidt kedeligt liv, men du er åben for de muligheder, livet byder.

E: Du er Vibber. Du elsker det alternative, og du er ikke bange for selv at skabe det. Du kaster dig over nye projekter, og du lader dig ikke standse af konventionelle tilgange.

F: Du er Signe. Venlig og bestemt, og du er den, der går forrest, hvis der er brug for en hjælpende hånd, og du er en af de bærende støtter i din by. Du hviler i dig selv og har bukserne på i parforholdet.

G: Du er Kresten Kjær. Du er velbegavet i en grad, der gør dig nørdet. Du har et godt, men ikke nært, forhold til mennesker omkring dig. 

H: Du er Wolle. Du er hyggelig og lun, og din jovialitet gør, at du er afholdt i din omgangskreds. Ind i mellem kan andre folk dog godt mene, du er et fjollehoved.

I: Du er Sus. Du er et sprudlende menneske, der tager alt det, livet byder på. Du er igangsætter, og der er fuld fart på dig, især på dit kærlighedsliv.

J: Du er Pontus Petterson. På overfladen er du det perfekte menneske, der altid har styr på det hele. Andre mennesker vil mene, du lever det perfekte liv. Man skal dog ikke tage fejl: Ingen mennesker er fejlfri.

K: Du er Æ Pæjsen. Du har temperament, og du hidser dig let op. Du synes, at meget var bedre i de gode gamle dage. Der er dog intet ondt skabt i dig, og folk kan lide dig som du er.

Hist og pist - steder i bogen

Sdr. Nabe: Fiktiv by i Nordvestjylland. Opkaldt efter den rigtige Nabe, der lå ud for Agger, og som forsvandt i havet for 250 år siden. Sdr. Nabe hører til på Lemvig-egnen - i Bakkers og Bølgers land, og det er ganske vist.

Odense: Odense er en af Danmarks ældste byer og nævnes første gang i 988. Byens navn leder mod Odin, og i byens domkirke hviler Knud den Hellige. Nanna og Niels Christian besøger Odense på deres research-roadtrip.

Haraldsted: Byen ligger lidt nord for Ringsted, og lidt uden for byen ligger kapellet, der blev rejst til minde om Knud Lavard, der blev myrdet her i 1131. Nanna og Niels Christian besøger stedet på deres tur.

Finderup: Lidt vest for Viborg ligger Finderup, hvor mordet på Erik Klipping fandt sted. I dag er der et monument til minde om hændelsen. I Først tager manden ravet spiller Finderup en central rolle i handlingen.

L'anse aux Meadows: Her fandt norske forskere i 1960 rester efter de første europæere i Amerika. Stedet ligger yderst på New Foundland, Canada. En scene i bogen udspiller sig på dette sted.

Gulatinget: På Vestlandet i Norge, lidt nord for Bergen, ligger Gulatinget, som var hjemsted for Norges første store tingsted, hvor repræsentative forsamlinger mødtes for at udforme love og afsige domme. I Først tager manden ravet er stedet tænkt som den ofringsplads, hvor vi møder Odinsbarnet i 1977.

Kautokeino: I det inderste Finnmark i Nordnorge ligger denne by, som en flok turister fra Sdr. Nabe besøger.

Karasjok: Karasjok i Finnmark er samernes hovedstad, og her besøger Vibber og co. bl.a. det samiske parlament.

Neiden: Sted i Sør Varanger Kommune i det nordøstligste hjørne af Norge. Ikke langt fra Neiden ligger vandfaldet Munkefoss, som spiller en rolle i fortællingen.

Uppåkra: I Uppåkra, Sverige, er der fundet rester efter et hedensk tempel. Fund, der refererer til Odin, fortæller, at Uppåkra har været et sted, hvor man dyrkede asa-troen. Stedet har været kendt siden 1930'erne, men først i 1990'erne begyndte udgravningerne. I bogen foregår en scene i 1986 i Uppåkra.

Stockholm: Hammarbyhöjden lagde grund til henrettelsen af J.J. Anckarström i 1792. I Først tager manden ravet foregår en scene på dette sted.

Rovaniemi: I det nordlige Finland er der skov, skov og skov. Og naturligvis søer og saunaer. En scene i bogen er henlagt til området vest for Rovaniemi.

Holy Island: På Englands Nordsø-kyst ligger øen Lindisfarne, også kendt som Holy Island. I 793 angreb vikingerne øen, og hermed var vikingetiden for alvor sat i gang. I bogen besøger Niels Christian øen .

York: York - eller Jorvik om man vil - spillede en stor rolle for danskerne i vikingetiden. I Først tager manden ravet rejser Niels Christian til York for at opspore en person, der har en andel i bogens handling.

Ribe: Med mere end 1300 år på bagen er Ribe Danmarks ældste by. Ribe lægger i bogen lokaliteter til et dramatisk optrin.

Nr. Vosborg: Herregård ved Vemb i Vestjylland nævnes første gang omkring år 1300. I bogen har herregården et kort besøg af en lille flok mennesker fra Sdr. Nabe.

Barth: En 800 år gammel by tæt ved Østersøen. Nanna og Niels Christian besøger byen på turen, hvor de prøver at finde relevante kilder til deres research. Der er forskellige gisninger om, hvor Harald Blåtand kom af dage, og valget af Barth-området som stedet, hvor Harald Blåtand døde, er baseret på en artikel fra danmarkshistorien.lex.dk .

Tak til:

Æ familie -  Frida og Freja for tålmodighed og Steen for sparring!

De to træmænd på Rammedige - de er en evig kilde til inspiration, og de står bare der dag efter dag og passer på Vestjylland. Skulptøren bag dem er Jeppe S. Vestergaard.

Otto fra Reklamika - for at overbevise mig om, at jeg ikke bare uden videre skulle fyre op i min brændeovn med manuset.

Lemvig Boghandel og Bog & Ide i Struer - fordi de vil have Først tager manden ravet til at stå på hylden. Og ditto til Fjaltring Købmandsgård og Bovbjerg Fyr.

Quiz - hvor godt kender du "Først tager manden ravet"?

1. Fra hvilken bar blev Kræn Hof og Æ Pæjsen IKKE smidt ud, da Æ Pæjsen holdt polterabend?

2. Hvilket kendt par måtte engang overnatte i Wolle og Signes stue, fordi der ikke var plads i shelteret?

3. På hvilket gymnasium arbejder Kresten Kjær?

4. Hvem er Nannas yndlingspoet?

5. Hvor i Vestjylland skulle Knud den Hellige flåde samles i leding i 1086 før togtet mod England?

6. På hvilket område gjorde Auto-Jensen sig særlig bemærket, da han i sin tid åbnede sit mekanikerværksted i Sdr. Nabe?

7. Til sommerfesten i Sdr. Nabe synger nogle af gæsterne "der er jyder, der er fynboer, der er swot', der er hvid, så' der nogen fra..." - ja, hvor er de fra, dem der nævnes sidst i dette lille udpluk af en sangtekst?

8. Hvilket folkeslag kaster Vibber sin kærlighed på i bogens anden del?

9. Hvad hedder øen på den nordengelske kyst, som Niels Christian besøger?

10. Hvilken særlig svensk delikatesse serverer Pontus Petterson for Niels Christian?

11. Odd Jarle har en særlig metode til at holde en kop kaffe varm på. Hvilken?

12. Hvilken brasiliansk fodboldspiller er ved at blive navneforvekslet med bogens onde sekt?

(Svarene findes nederst på denne side)

Quiz - hvor godt kender du Lemvig/Nordvestjylland?

1. Denne her er ikke nævnt i bogen, men så har jeg en lejlighed til at gøre det nu: Hvad kaldes toget, der kører mellem Vemb og Thyborøn? (To svarmuligheder)

2. "Og toget kommer så til Lemvig, et smilehul ved fjordens vig. En dejlig gammel by, synes de, hvor toget vender og kør' mod vest. Hvor toget vender og kør' mod vest, mod Thyborøn i blæst." Denne tekstbid stammer fra Vestjyllands uofficielle nationalsang, der netop handler om ovennævnte tog. Hvilket Thyborøn'sk band synger og spiller sangen?

3. Vi bliver ved musikken: Hvordan udtales "Haarum" i Haze over Haarum? Med andre ord - hvordan ville Æ Pæjsen, Kræn Hof og Wolle have udtalt Haze over Haarum? (Æ Pæjsen ville dog nok ikke sætte sine fødder på denne festival, der der sikkert spilles for meget jammerkommodemusik!)

4. Berlingske Tidenes læsere kårede i 1999 "Danmark nu blunder den lyse nat" til århundredets sang. Teksten til sangen blev skrevet på Jeppe Aakjærs Jenle i 1914. Hvilken Lemvig-digter stod bag den fine tekst? 

5. Hvilket nordvestjysk fyrtårn ligger på en 41 meter høj klint og advarer skibe om at komme for nær kysten? Fyret er i dag en af Lemvig Kommunes største turistattraktioner.

6. Hvilken særlig vej ender ved Rammedige? 

7. Hvilket af følgende dyr, kan man IKKE møde i Klosterheden: Isfugl, krondyr, jærv, ulv, hugorm, rådyr, korsnæb, trehornet skarnbasse, grævling.

8. Geopark Vestjylland er særlig på grund af geologien. Hvorfor? 

9. Hvornår brød Vesterhavet igennem tangen, så Thyborøn Kanal blev dannet? Nanna nævner noget om det, da hun og Niels Christian taler om Knud den Hellige,

10. Der er højt til loftet, og man kan mange steder se langt, når man befinder sig omkring Lemvig. Nørlem Baunehøj er Lemvigs højeste punkt, og herfra kan man se ud over Vesterhavet, ud over Klosterheden og omkring 200 vindmøller. Hvor høj er Nørlem Baunehøj?

11. "Der ruller en trawler mod den nøgne kyst, der blinker et lys fra land. Der raser en ragtime i et drengebryst, der sætter spor i det fine sand." Teksten er et udpluk fra sangen "Digt fra Vest". Hvem har skrevet sangen? I Først tager manden ravet beskrives komponisten som Nannas yndlingspoet, hvis det kan være en hjælp.

12. Hvilken vestjysk sætning kan man fint sige udelukkende ved brug af vokaler?

(Svarene findes nederst på denne side)

Yndlingshumor

Når det kommer til krimigenren, så er der langt mellem de humoristiske indslag. Jo Nesbø kan noget med grotesk, subtil og underspillet humor, men ellers har jeg kun haft fingre i de mere alvorlige og dystre krimier. "Først tager manden ravet" er et bud på en knap så "mørk" krimi, og nok har jeg ikke Nesbøs talent, men mindre kan vel også gøre det.

I forfatterens egen bogreol står der flere bøger om, af og med Monty Python-gutterne Cleese, Palin, Jones, Chapman, Idle og Gilliam. Jeg har desværre ikke format og vid til at forfatte som dem, men deres pythonesque måde at betragte verden på har i mere end 35 år været til inspiration for undertegnede. Med udsigten til at udgive en bog, der er den rene underskudsforretning, så kan man eksempelvis hive slutscenen fra "Life of Brian" frem. Sangen "Always look on the bright side of life" rundes af med følgende bemærkning om filmens finansiering: "Who do you think pays for all this rubbish? They're not gonna make their money back, you know. I told them, I said to him, Bernie, I said, they'll never make their money back..." 

Andre favoritbøger i bogreolen er i øvrigt "Høfeber" af Leif Panduro, "Populærmusik fra Vittula" af Mikael Niemi og "Da Vinci mysteriet" af Dan Brown.

Men tilbage til humoren: Da min familie er træt af mine yndlingsvittigheder, og da jeg har et behov for at fortælle dem til et publikum, så vil jeg hermed benytte lejligheden til at fyre dem af. De kommer her:

1. To mænd sad og talte sammen. Den ene af dem sagde: "I går, da jeg var på jagt, skød jeg med mit jagtgevær en elg, på 200 meter". Den anden mand svarede: "Nej, det kan ikke passe. Så store elge findes slet ikke". Ham den første mand tænkte sig lidt om og sagde så: "Nej altså, i går, da jeg var på jagt, skød jeg en elg med mit jagtgevær, på 200 meter". Den anden mand var ikke imponeret: "Med et så langt gevær er det da heller ikke særlig svært at ramme." Nu var den første mand ved at være lidt irriteret, og han sagde: " Hør nu, i går, da jeg var på jagt, skød jeg, på 200 meters AFSTAND, en elg med et jagtgevær." Hvortil svaret lød: "Nå, men så var det da godt, det var dig, der skød først!"

2. En mand var til dyrlægen med sin schæferhund. Han sagde: "Dyrlæge, du må hjælpe mig. Min hund jagter alle og enhver på knallert." Dyrlægen kiggede alvorligt på manden og sagde: "Ved du hvad, først og fremmest skal du tage knallerten fra den!"

3. What is the difference between people in Dubai and Abu Dhabi? People in Dubai don't like the Flintstones. People in Abu Dhabi doooooo.

4. Elton John has got a rabbit. He takes it out for a walk every day and he has bought a threadmill for it. It's a little, fit bunnyyyy...

5. Ham manden med to stykker fjerkræ under armen, hvad er det nu, han hedder? Finn med to n'er!

6. Hvad er forskellen mellem en gås og et cykelstativ? De er begge lavet af jern. Bortset fra gåsen.

7. Hvorfor gik den ordblinde giraf rundt og sagde "daaaaaaaaaaaaaaaaaaaaav" til alle, den mødte? Den havde læst, at den havde verdens længste hils.

Æ dialæjt

Æ Pæjsen, Wolle og Kræn Hof har fået lov at beholde en flig af deres vestjyske dialekt. I førsteudgaven af Først tager manden ravet talte de tre herrer 100% dialekt, og der fulgte en hjemmestrikket ordbog med. Da dialekten blev beskåret, blev ordbogen overflødig. Men nu står den herunder - med forbehold for diverse variationer i den vestjyske dialekt. Men først følger:

Et bud på seks væsentlige elementer i det vestjyske sprogbrug:

1: På vestjysk er det lovligt at sætte "en" foran alle navneord. Der skelnes ikke mellem intetkøn og fælleskøn, hvilket vil sige det, der i folkemunde og i skoleelevernes univers går under betegnelsen n-ord og t-ord. Det er med andre ord fuldt lovligt at sige 'han bor i en dejlig hus' eller 'sikke da en flot maleri'.

2: I bestemt ental vil man på rigsdansk sætte endelserne  -en eller -et bag på navneordet. F.eks. som i 'han gik tur med hunden' eller 'bilen stod i garagen'. På vestjysk springer vi disse endelser over og indsætter i stedet kendeordet 'æ' foran de bestemte navneord. Akkurat som man på engelsk bruger 'the'. Det vil sige, at de førnævnte sætninger på vestjysk bliver til 'han gik tur med æ hund' og 'æ bil stod i æ garage'.

3: I Vestjylland tager man brugen af ejestedordene hans, hendes og sin ganske afslappet. Det kommer sig ikke så nøje, om 'han tager sin jakke på', eller om 'han tager hans jakke på'. I øvrigt har man på vestjysk lov at lave lidt om på sætningskonstruktionen i forbindelse med ejefald. 'Den bil er Kurt hans' eller 'det er Kurt hans bil' vil være fuldt gangbare i beskrivelsen af ejerskabsforholdene omkring Kurts bil.

4: Modalverberne kan/kunne og skal/skulle bliver til ka'/ku' og ska'/sku'. I det hele taget kappes en del endelser af, eks. vil man aldrig på vestjysk sige 'mere', 'sidste', 'købte' og 'snakke', men blot 'mer', 'sidst', 'købt' og 'snakk'.

5: Udsagnsord i datid med endelsen -ede får ofte endelsen -et. F.eks. bliver 'han spillede bold' og 'hun handlede i butikken' til 'han spillet bold' og 'hun handlet i æ butik' på vestjysk.

6: I førnutid må man eksempelvis gerne sige 'har funden' og 'har skreven' i stedet for 'har fundet' og 'har skrevet'. Endelsen -en/-n kan altså erstatte -et i førnutid.

Vestjysk – dansk (uautoriseret) ordbog

Allywel alligevel

Anne andre

Arbe arbejde

Aw af

Awten aften

Blewn, bløw blevet, blev

Blywer, blywe bliver, blive

Bræhn brændt

Bågetter bagefter

Bår bare, børn

dig

Daw dag

Dawl da vel

Dengång dengang

Dernier derned

Derøwer derovre, derover

Di din, dit

Diel del

Djer deres

Dætter datter

Døwe besvær

Ejn egen

Engång engang

Er'en er den

Er'et er det

Etterlysning efterlysning

Fawtisk faktisk

Fejl' sted forkerte sted

Flandrer flanere, flanerer

Folkedrawter folkedragter

Formiddawsbajer formiddagsbajer

Fowl fugl

Frejda fredag

Funden å fundet på

Føst første

Fåhr far

Fåt fået

Gammel gammel, gamle

Gawn gået

Grundlawt grundlagt

Gur god, gode

Gång gang

Hafanøj hvad for noget

Hal' halve

Hat haft

Hawe have

Heisen ellers

Heist hest, heste

Her her her

Herøwer herover

Hiele hele

Houe huske

Hunder hundrede

Hur hoved

Hurn hvordan

Hvet fald hvert fald

Hwa hvad

Hywer højre

Høt hørt

Høved kvæg (dog ment som skældsord)

Håj havde

Imell mellem

Jawt jagt

Jen en

Jenest eneste

Kjawn, kjor kørt

Kjorde kørte

Kjærest kæreste

Kjømmen købmand

Kjør kører

Kjøren kørende

Knæjt, knæjte knægt, knægte

Kommen kommet

Kontawtannoncer kontaktannoncer

Kuern kone

Lawet lavede

Lawn lagt

Ledtow ledtog

Lyw liv

Læjjer ligger

Læjn ligget

Løse, løst læse, læst

Løw, løwe løb, løbe

Løwn løgn, løbet

Lång lang

Låwt lugt, lugte

Makker i arbejder i

Manne mange

Mer' mere

Mi min

Mierst mest, meste

Mower mor

Munkestiern munkesten

Møj meget

mig, med

Nier ned

Nown nogen

Næt nat

Nøjawtig nøjagtig

Nøj noget

Omgi'n omgivet

Opdawn opdaget

Ott otte

Overgrew overgreb

Ow og, også

Owen åbne, åben

Pikkel aw tage af sted

Pind brænde

Praist præst

Puers pose

Pæjsen Pedersen

Raffel om rafle om

Rimle rimelig

Rolle rolig

Ruffel aw tage af sted

Råwe råbe

Sammel sammen

Sawer sager

Sawet savet

Sawt sagt

Seisoghalvfems 96

Si sin

Sier se

Sillertur køretur (med fokus på hygge)

Si'n siden

Sjel selv

Sjet set

Sjynge synge

Skaw skab

Skawe sæ tuntet skabe sig tosset

Skier ske

Slaw slags

Slawn slået

Slæwe slæbe

Språw sprog

Stander reparere/ordne

Sto stod

Strejfet strejfede

Stråhn strand

Stur, sture stor, store

Står'en står den

sig

Sæjer siger

Såe sagde

Såen/så'en sådan

Såhl solgt

Såt sagt

Tawn taget

Te at, til

Tebåwe tilbage

Te'en til den

Tisda tirsdag

Tosk torsk

Trow/trower tro/tror

Tuntet tosset

Tori torsk, fjols

Tow to

Towlig/towle tosset, tåbelig

Tænt tænkt/tænkte

Tøt syntes

Tøws synes

Undersøjt undersøgt

Ve' ved, ved

Vowsen voksen, voksne

Vælten' væltende

Væt været

Wonsda onsdag

Wos os

Æ jeg

Æ (kendeord, bruges i bestemt ental og flertal)

Æt ikke

Ætter efter

Øwer over, ovre

Øwerbevisning overbevisning

Øwernatninger overnatninger

Øwerraskels overraskelse

Å på, at

Å'en på den

Ålti altid

Quiz-svar: 

Hvor godt kender du "Først tager manden ravet"?

1. Jydebar  2. Barack og Michelle Obama  3. Lemvig  4. Johnny Madsen                           5. Kilen/Humlum/Venø Sund  6. Auto-Jensen var den første mekaniker i Vestjylland, som ikke modtog sorte penge  7. Kjøwenhavn  8. Samerne  9. Lindisfarne/Holy Island  10. Surströmning  11. Man skal råbe uafbrudt af kaffen i 8 år  12. Neymar

10-12 rigtige: Du læser lige så grundigt og fordybende som Kresten Kjær.

8-11 rigtige: Du har en bred viden som Odd Jarle og følger interesseret med i verden.

4-7 rigtige: Du er egentlig kvik nok i forhold til at læse bøger, men du har også andre jern i ilden, der gør, at du ikke fordyber dig i læsningen: Måske er du i gang med at arrangere en nudistbadefestival som Sus, måske har du travlt med at lave en samisk inspireret installation på torvet i din by, eller måske vil du hellere bare sidde på en bænk og få en hyggebajer som Kræn Hof.

0-3 rigtige: Du synes, bogen er jammerlig kedelig, og hvis Auto-Jensen havde været i dit sted, havde han forlangt at få en kompensation for at have spildt sin tid -i form af en kurv eller lignende.

Quiz-svar: Hvor godt kender du Lemvig/Nordvestjylland

1. VLTJ/Grisen  2. Tørfisk  3. Hørum (aa lyser som ø)            4. Thøger Larsen  5. Bovbjerg Fyr  6. Oldtidsvejen  7. Jærv 8. Isens hovedopholdslinje i Weichsel-istiden gik lige her     9. 1862  10. 90 meter  11. Johnny Madsen  12. A æ u å æ ø i æ å

10-12 rigtige: Du elsker din harboørehabit, spiser tørfisk, siger "æ/a" i stedet for "jeg", kører jævnligt med trailer og betaler helst ikke moms. Kort sagt: Du er vestjyde!

8-11 rigtige: Du holder meget af Vestjylland og der er så meget vestjyde i dig, at du helst skal have kartofler hver dag.

4-7 rigtige: Du har været på ferie i Vestjylland nogle gange, og derfor har du fået nogle gode facts med dig.

0-3 rigtige: Du har ikke den store erfaring med Vestjylland, men: Kom herover en tur - her er natur, kultur, historie og flinke mennesker. Du vil ku' li' det!